Storswingende liveband med saft og kraft
Det er 46½ år siden The Beatles blev opløst.
Men dén dag i dag er de særdeles ofte i massemedierne. Der er konstant nyt om The Beatles. Lige nu er de biograf-aktuelle med dokumentar-filmen "Eight days a week". Deres musik er på ca. et halvt år downloadet 1 milliard gange(!).
Og deres nyeste CD er på toppen af hitlisterne mange steder i verden. Også i Danmark. CD'ens titel er "Live at the Hollywood Bowl" og den rummer optagelser fra gruppens koncerter dér i hhv. august 1964 og august 1965.
Her er et lille musikalsk signalement af nogle af pladens i alt 17 sange.
af Per Wium, musikjournalist
Efter at have lyttet til de fire indledende tracks på Hollywood Bowl-albummet sidder man/jeg med underkæben hængende lavt. The Beatles er mere end overbevisende i deres sang og spil. De går til den, samtidig med at der er nuancer. Det er vildt og samtidig temmelig kontrolleret.
"Twist and shout", "She's a woman", "Dizzy Miss Lizzy" og "Ticket to ride" bliver leveret med et overskud og en nerve, som siger spar to. Og tænk hvilke kaotiske lydforhold det er sket under. Publikums hylen og nul medhør.
Kopier og originaler
De fire indledende sange giver også et indtryk af The Beatles og deres vægtning mellem at spille originale sange - og covers. I august 1965 havde gruppen udgivet fem album og en lang række singler. Antallet af deres indspilninger nærmede sig 100 - og langt de fleste var originale sange.
Altså på plade! Live var det noget andet. Seks af de 17 sange på "Hollywood Bowl" er kopier. Det er mere end hver tredje.
Drone / orgelpunkt
Jeg nævnte "Ticket to ride".
Her er der noget interessant i bassen.
På "Revolver" er der et par sange med gentagne bas-toner over længere stræk. Droner eller orgelpunkt, hedder det.
Hele starten af verset i "Got to get You into my life" har én og same bastone.
Hele nummeret "Tomorrow never knows" har én og kun EEN bastone. Den ultimative drone.
I "Ticket" er der også følelsen af drone. Først i syvende takt i verset skifter McCartney tone på bassen. Og han pumper overbevisende løs i de første seks takter. Det har en stor effekt.
Lennon og McCartney
John og Paul har utrolig stærke vokal-præstationer på CD'en. De går helt ud til grænserne af deres stemmer. Begge to.
Og de er fantastiske sangskrivere - og ret forskellige!
Pauls "Can't buy me love" og "All my loving" er rimelig simple, men med forbandede gode melodier.
Johns "Help" og "Ticket to ride" har egentlig kantede og komplekse, men med forbandede gode melodier. :-)
Det er i dét spændingsfelt mellem det ligefremme og det knapt så ligefremme at The Beatles skabte en succes, som både bragte dem til alverdens hjerter og til musikhistorie-bøgerne.
En star
"Things we said today" er så fremragende på "A hard days night" pladen. Den har en helt særlig atmosfære og bliver spillet og sunget gudesmukt.
Men live-versionen her er ikke i top. Den er - desværre - CD'ens svageste. Usikre guitar-figurer og ikke mindst ret dårlige aka untighte to-stemmige vokaler.
"Long Tall Sally" er i den anden ende af spektret. Skal jeg stave til det?
For-ry-gen-de!
Nogle gange swinger det helt vildt godt. Foruden de sange jeg har nævnt er der f.eks. store øjeblikke i "Everybody's trying to be my baby" med Harrison på fin lead-vokal.
En grundlæggende betingelse for at et band swinger er at trommeslageren er god.
Jeg har sagt og skrevet det før. Jeg gør det gerne igen.
Ringo er en STAR på trommerne.
The Beatles: Live at The Hollywood Bowl. 2016. Apple / Universal
